Skotland - torsdag den 21. september 2017
Besøg på Glengoyne Distillery
Det har været en varm nat. Vi har vist alle sovet uden dyne det meste af natten. Selv med et åbent vindue og en slukket radiator...
Efter et morgenbad, styrer vi mod morgenmadsrestauranten. Hotellet er et af de klassiske ældre hoteller med et væld af døre, der skal åbnes på gangen.
Vi har ikke helt mod på en gang full scottish breakfast i dag. Jeg har udset mig en røget laks. Det har Jan også. Men lige nøjagtig laksen koster ca. 6 pund ekstra. Det forstår vi ikke en hak af. Det har ikke været tilfældet andre steder. Så må vi lige starte forfra med menukortet. Så har jeg lyst til varme kippers. Uha nej, dem er de sørme udgået for. Nå - men så vil Jan da gerne have en omgang røget torsk, som også er på menukortet. Nej, dem har de heller ikke i dag. Så pil da lortet af menukortet, i stedet for, at vi skal sidde og blive sure over, at vi ikke kan få det på menukortet, vi gerne vil have. Åndsvage kælling :)
Nå, de andre falder til patten og bestiller det fra den klassiske skotske morgenmad, de vil have. Jeg nøjes med lidt yoghurt og et par skiver toastbrød. Vi må så nødtørftigt erkende, at deres toastbrød er af en god kvalitet. Det nærmer sig næsten et dansk franskbrød.
Vi går tilbage til værelset. De andre kaster sig på sengen, for at slappe af, til vi skal forlade værelset kl. 11. Jeg vælger at gå en tur ud til en gammel borg, der ligger 1,6 km. vest for Drymen. Vejret er opholdsvejr med et par dråber regn undervejs.
Jeg finder en lille vandresti, der bringer mig den første kilometer i retning af Buchanan Castle. Resten af vejen går via lidt zig zaggede veje. Borgen er i meget miserabel stand. Jeg havde godt læst, at taget blev pillet af i 50'erne, så jeg forventede heller ikke at se en fuld funktionel borg.
Der er vokset træer op omkring og på selve bygningen. Hvor er det synd. Det kunne være fedt, at have penge til at sætte sådanne bygninger i stand, så borgen blev beboelig igen. På vejen hjem går jeg og filosoferer over, om man kunne skrive til Bill Gates og overtale ham til, at finansiere en genopbygning. Mod selvfølgelig, at han må komme og bo der, når han har lyst :)
Jeg er tilbage på hotellet lidt før kl. 11. De andre er først lige ved at gøre klar til at rømme værelset. Vores ting bliver stuvet ind i bilen, der flyttes ca. 100 meter op af vejen til vores næste overnatningssted The Hawthorns - et bed and breakfast. Lidt mere hyggeligt end et standard hotelværelse.
Vores værtinde Jean har allerede gjort vores værelser klar. Det er fornemt, for vi aftalte oprindeligt, at vi kun kunne parkere bilen. Hun mente, at vi havde lettest ved at få vores ting ind og finde værelset FØR vi tog på whiskybesøg. Godt tænkt.
Så vi tømmer bilen og bærer alt vores skrammel ind på de 2 værelser, vi har fået. Så kan vi få pakket kuffert og rygsæk i ro og mag, så det hele er klar til flyveturen hjem. Det kommer Jørn og jeg pænt langt med. Jan føler sig stresset efter en lang køretur og han sætter sig med en øl og falder helt ned - siger han :)
Kl. 12:30 har vi booket en taxa fra hotel Buchanan. Det er en handicapbil med 3 sæder foran og et enkelt bagi. De 2 andre sætter sig ind til chaufføren og Jan får sig en god sludder med ham, mens den gamle skralderkasse kører os til Glengoyne Distillery. Vi har godt nok først en aftale kl. 13:40 og er der en time tidligere. Men vores kontaktperson Val hilser på os og udtrykker en bekymring for, om de er i stand til at finde de 3 tønder whisky, som Jørn ejer. De er i gang med en større ombygning og har derfor flyttet rundt på tønderne. Men der er sat en mand på opgaven.
Vi overlades til os selv og kigger lidt på et vandfald, de har i baghaven og på selve butikken. Priserne er som forventet meget høje på grund af den høje britiske afgift, som vi senere får at vide udgør 75 % af flaskens pris. Intet under, at whisky er den næststørste indtægtskilde for Skotland.
Til den aftalte tid bliver vi budt velkommen af en smilende dame i en kjole med et klassisk skotskternet mønster. Det ser ud til at være en del af dresscoden for dem, der arbejder med gæsterne på distilleriet.
Vi bliver vist op i et lille lokale, hvor der serveres en dram for os. Der er lidt forvirring, for et par af gæsterne skal åbenbart have en cask strength version af drammen. De har vist valgt en speciel tur.
Vi ser en video på 8-9 minutter om distilleriet, mens vi nyder vores dram. Derefter viser guiden os ud på en terrasse med udsigt til vandfaldet, der tidligere har været vandkilden for distilleriet. Der skal dog bruges meget mere vand, end vandfaldet kan levere, så i dag får Glengoyne vandet fra et nærliggende vandresservat. Guiden fortæller, at der skal bruges op mod 100 liter vand til at producere en flaske whisky.
Guiden forklarer, at vi skal slukke vores mobiltelefoner og vi må ikke tage billeder under turen rundt i produktionshallerne - på grund af eksplosionsfare. Den historie kan jeg genkende fra Glenkinchie. Det handler måske mere om, at det er en arbejdsplads og de ansatte vil gerne undgå, at de bliver overvåget og filmet konstant af gæster.
Vi kommer igennem den sædvanlige arbejdsgang bag whiskyen og er måske en anelse kede af, at vi "kun" får en standardtur på distilleriet.
Det ændrer sig dog hurtigt, da vi er færdige med turen rundt i den forholdsvis lille produktionshal. Der er ingen tvivl om, at Glengoyne udnytter deres kapacitet fuldt ud og kører i døgndrift. Det lidt specielle ved Glengoyne er i øvrigt, at selv om de kaldes et highland distillery, så ligger distilleriet geografisk ikke i de høje bjerge. Det andet unikke ved Glengoyne er, at når de laver whiskyen, så køres spritten først igennem en kobberstill og ved andet gennemløb fordeler de spritten på 2 andre kobberstills. Guiden forklarer, at det er for at skabe mest muligt kontakt med kobberet. Den forklaring har jeg nu svært ved at følge, for spritten er i kontakt med kobberet lige lang tid, uanset om det foregår i en eller 2 kobberstills. Nå, men historien er jo meget sød.
Vi når til slutpunktet for rundvisningen. I warehouse no. 1 har de lavet et flot display med flasker, der viser udviklingen af whisky gennem 30 år på forskellige typer af træfade. Meget interessant at se, hvor meget farve whiskyen får af tønderne. Det har vi ikke set før.
En ny guide står klar til at overtage os 3. Hun viser os ned til de andre warehouses, der ligger på den anden side af vejen. De har fundet 2 af Jørns tønder i det ene warehouse og dem kravler vi ind til. Der er lidt mere plads mellem rækkerne af tønder end der var på Arran. Her på Glengoyne har de også skrevet navnet på tønderne, så på den ene står whisky friends from Denmark.
Jørn får sig en sludder med 2 medarbejdere og vores guide om hans whiskyeventyr. Guiden opfordrer Jørn til at stille de frække spørgsmål til de 2 mænd. De kender håndværket til bunds.
Der er ansat ca. 10 medarbejdere til at producere whisky på Glengoyne. Resten er administrative medarbejdere og guider til gæsterne.
Efter en længere snak (Jan og jeg observerer, at det er Jørn, der snakker mest) - fører guiden os over vejen igen - tilbage til en ældre bygning, hvor der står privat på stakittet.
Her bliver vi ført ind i et lokale, der åbenbart bruges til mere eksklusive smagninger. De ordinære ture afsluttes med en dram i selve shoppen.
Vores guide har fundet et større arsenal af flasker frem, vi skal smage. Noget af det unikke ved Glengoyne er, at de tager en prøve af tønderne hvert år og gemmer disse prøver (10 cl.) til fadejerne. Så har du mulighed for at smage whiskyens udvikling i fadet. Meget spændende. Det bliver desværre nok eneste gang, jeg får mulighed for sådan en smagning, for Glengoyne er holdt op med at sælge fade til private.
Der er tre serier. Et 500 liters amerikansk sherry oak butt og et 500 liters spansk sherrybutt fra 2011 og et 250 liters PX hogshead fad fra 2013.
Vi liner flaskerne op i vindueskarmen og det er interessant at se, at alle 3 serier har taget farven fra fadet allerede efter et år. Derefter sker der ikke meget i forhold til udviklingen af whiskyens farve.
Guiden finder også en helt frisk prøve, så vi kan smage whiskyen før den kommer på fad. Det smager forbavsende mild og frugtagtigt.
Først smager vi årgang 1 af de 3 serier. Allerede her er det klart, at det friske europæiske sherryfad virker mere klar end de 2 andre. Især PX'en virker rå - den er så også 2 år yngre.
Så smager vi den nyeste aftapning af de 3 serier. Det europæiske sherryfad virker klar til at kunne tappes på flasker - efter 6 år.
Guiden giver sig god tid til at sidde og smalltalke med os, mens vi smager whiskyen. Der er ingen hastværk fra hendes side. Hun vil ikke smage whiskyen, men meget gerne dufte til den. Hun synes, at vi begynder at få mere farve i kinderne. Mærkeligt, vi sidder og drikke whisky i cask strength og selv om vi kun får en lille prøve af hver, så bliver det jo til en slat.
Til sidst prøver vi 2 midter årgange af hver serie op mod hinanden. Det giver et klart billede af udviklingen. Fantastisk spændende smagning og der er noget rigtig godt whisky på vej til Jørn her. Jan og jeg har ikke styr på, hvad vi har andele i, så vi må skynde os hjem og håbe, at vi er med i alle 3 fade :)
Efter den unikke smagning, leder guiden os hen til shoppen, hvor vi får lov at smage Glengoynes teapot whisky, der også er i cask strength. Den er meget mild i forhold til de unge whiskyer, vi har smagt. Virker næsten lidt kedelig.
Besøget er ovre og vi ringer efter vores chauffør, der lover at være på Glengoyne om 10 minutter. Det holder han og snart går turen tilbage til Drymen. Der snakkes stadig lystigt på forsædet. Vi kan ikke selv mærke, at vi har fået adskillige drammer. Det skal nok ændre sig, når vi går på pubben, for at få en øl.
Udenfor pubben holder en meget flot motorcykel, som vi lige skal beundre. Ejeren viser gerne frem.
Efter en pint, går Jørn og jeg tilbage til vores B&B, for at pakke og slappe lidt af, før vi atter skal spise på restauranten ved siden af pubben. Alle siger, at det er byens bedste restaurant, så det undrer ikke, at der er alt optaget de 2 aftener, vi har været der.
Vi vælger igen den dejlige Cullen skink suppe og en pizza. Begge dele smager lige så godt, som dagen før. Pizzaen er ultratynd og knasende tør i kanten. Uhms.
Så er der basis for en roombeer. Vi er ved at være grydeklare, men skal da lige have gang i lidt musik, før vi går til ro. Det bliver ikke sent, hvilket har været typisk for denne tur.
Vi har drukket mindre end tidligere og vi er gået tidligere i seng. Er vi ved at blive nogle gamle mænd? :)
